KVIS Nyhedsbrevet 27. marts
Efteruddannelse skræddersyet til folkeskolenBåde ledere og lærere i folkeskolen kan hente masser af inspiration og få indblik i den nyeste pædagogiske forskning i KVIS-programmets efteruddannelse. I alt tilbydes 10 forskellige kurser, hvoraf 2 er særligt henvendt til skoleledere. Kursernes e-lærings koncept har vakt begejstring blandt tidligere kursister og medieforsker Lars Qvortrup mener, at KVIS har fundet den helt rigtige balance mellem selvstændigt arbejde på nettet og møder med undervisere og andre kursister - en arbejdsform, der også kaldes for ”blended learning”.
Rummelighed fra forskning til pædagogisk praksisPå en konference i Ringkøbing sættes fremtrædende repræsentanter for den pædagogiske forskning og politikere i stævne med de mennesker, der arbejder med at implementere rummeligheden på skoler og institutioner. Niels Egelund, Thomas Nordahl og Margrethe Vestager vil give hver deres oplæg til debatten, som vil fortsætte i workshops, hvor deltagerne får mulighed for gennem en række praktiske eksempler at diskutere hvordan viden omsættes til en ny pædagogisk praksis i vore læringsmiljøer og hvad den ny viden betyder for den måde skolen, institutionen, teamet og den enkelte lærer og pædagog arbejder på. Konferencen foregår 16 maj 2006 i Ringkøbing. Læs mere og tilmeld dig her.
Nyt samarbejdsinitiativ: Den gode histories magtMålet med et nyt projekt, der involverer flere parter fra Vest- og Nordjylland, sætter fokus på formidling af god specialpædagogisk praksis. Det er altså ikke alene de gode historier, men i lige så høj grad måden de fortælles og diskuteres på, som er vigtig for at andre kan blive inspireret af den gode praksis i sådan en grad at de ændrer deres egen. Det er projektets teori at små ændringer, som sker indefra i en organisation, har langt større virkning end udefrakommende stort anlagte tiltag, fordi det netop er den ansatte med de praktiske udfordringer inde på livet, som skal bære forandringen.
Rejsehold skal overlevere viden til kommunerneNye tal fra Nordjylland viser at der, 9 måneder før strukturreformen træder i kraft, fortsat er et stort antal henvisninger til de amtslige specialundervisningstilbud. Det understreger vigtigheden af at sikre, at ingen børn glemmes i processen med at overføre de amtslige tilbud til kommunalt regi. Derfor har Det regionale Udvalg etableret et rejsehold bestående af skoleledere og skolekonsulenter fra regionen, som tilbyder besøg i de 11 nye nordjyske kommuner for at informere kommunen om målgrupper for den vidtgående specialundervisning
81 pct. af de amtslige sociale institutioner overgår til kommunerneSelvom der er store forskelle på fordelingen, viser en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Amtsrådsforeningen, at de nye regioner kun får ansvaret for hvert femte specialundervisningstilbud. Resten overgår fra amterne til kommunerne. Den store omfordeling stiller krav til koordinering og overblik, så ingen brugere bliver glemt i processen. Rammeaftaler mellem kommuner og regioner skal bruges til at skabe det overblik, understreger formand for Amtsrådsforeningens social- og psykiatriudvalg, Orla Hav. Den første rammeaftale forhandles på plads d. 15 oktober 2006.
|
Tidligere nyhedsbreve: |
|
Copyright |
|